(Privatfoto)
(Privatfoto)
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Forandringer er på vej i Augustenborg

Hertugbyens Bevaringsforening indvier nye bænke og skaber liv i gaden i morgen kl. 9.30 på Jægerpladsen

Af Svend Mikael Larsen

Takket være midler fra kommunens pulje 'Attraktive Handelsbyer' kunne Hertugbyens Bevaringsforening i efteråret igangsætte en række forskønnelsesarbejder i og omkring hovedgaden.

Borgerinddragelse

"Det har været et spændende men også udfordrende arbejde, hvor der måtte indgås nogle kompromiser undervejs. Men alt i alt er samarbejdet med Sønderborg Kommune et eksempel på borgerinddragelse, når det er bedst. Vi føler, at der bliver lyttet til os, og at vi bliver inddraget i kommunens beslutninger omkring byens rum og byinventar. For eksempel de nye bænke på Jægerpladsen, som nu skal indvies," fortæller Thomas Myllerup, som er tovholder på forskønnelsesprojekterne.

(Privatfoto)
(Privatfoto)

Ejerskab

"Vi har valgt nogle smukke historiske bænke, der blev designet i slutningen af 1800-tallet til en verdensudstilling. Det er de såkaldte Københavnerbænke, som vi synes passer perfekt til vores gamle hertugby, og vi glæder os til at sætte dem på plads ved det nye bed langs vejen. Vi har selv skaffet brædder af god kvalitet og stået for alt malerarbejde og montering, så det styrker naturligvis ejerskabet til projektet," fortæller foreningens næstformand, Thomas Hjorth.

(Privatfoto)
(Privatfoto)

Københavner i foreningen

"I efteråret fik vi vores første medlem fra København, og det glæder os rigtig meget. Han havde læst om os på vores hjemmeside www.hertugbyen.dk, hvor han havde set vores forslag til en forskønnelse af byens hovedgade og pladser. Det viste sig så senere, at vores nye medlem er ansat i NaturErhvervsstyrelsen, hvilket jo er lidt tankevækkende," fortæller Ole Urban, der også er medlem af bestyrelsen.

(Privatfoto)
(Privatfoto)

Ikke tilfældigt

"Det er selvfølgelig ikke helt tilfældigt, at indvielsen finder sted den dag, hvor byen får besøg af en delegation fra NaturErhvervstyrelsen. Vi vil gerne benytte lejligheden til at byde dem velkommen og vise dem, at Augustenborg er et rigtig godt sted at bo med mange ildsjæle, som værner om byen," fortæller foreningens formand, Jytte Urban.

(Privatfoto)
(Privatfoto)

Skæv pressedækning

"Pressedækningen har desværre været lidt skæv, da både politikere og journalister næsten kun taler om de "knap 400 arbejdspladser, der kommer til Sønderborg". Man skulle næsten tro, at Augustenborg Slot ligger i Sønderborg by, men faktisk har Augustenborg mange kvaliteter, som også bør nævnes: Tre gode børnehaver, en stor skole, en flot ny sportshal med mange tilbud, et butikstorv og en hovedgade med gode indkøbsmuligheder, mange tilbud til de ældre, og et hav af aktive foreninger. Og så er der naturen, fredet skov med et spændende fugleliv og den smukke slotspark, som ligger ned til Augustenborg Fjord, stor marina med billige bådpladser osv. Sidst, men ikke mindst, er der Hertugbyen, som er den gamle del af Augustenborg omkring slottet – det vigtigste kulturmiljø i kommunen. Her er der en række udfordringer, men også mange muligheder, som vi arbejder på at udvikle i tæt samarbejde med Sønderborg Kommune," siger Jytte Urban.

(Privatfoto)
(Privatfoto)

Mød op

Bevaringsforeningen arbejder på at gøre byen mere attraktiv, men det kræver samarbejde på alle niveauer, og her er engagerede borgere det vigtigste aktiv. Vi vil gerne fortælle mere om vores arbejde med at gøre Augustenborg til et kulturelt fyrtårn. Så mød op, og hør om vores visioner for byen.

Man kan læse mere på foreningens hjemmeside www.hertugbyen.dk, hvor man også kan melde sig ind i foreningen. Det koster 100 kroner om året.

(Privatfoto)
(Privatfoto)
(Privatfoto)
(Privatfoto)
Publiceret: 18. Januar 2016 11:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Sønderborg

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere