Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kommune vinder fjernvarme-retsag

Fjernvarmeselskaber i Sønderborg og Gråsten har tabt sag mod Sønderborg Kommune

Sønderborg Kommune har ved Vestre Landsret vundet en sag mod fjernvarmeselskaberne i Gråsten og Sønderborg.

Retten har afgjort, at kommunen havde ret til at opkræve garantiprovision i forbindelse med den lånegaranti kommunen stillede for to lån på i alt over en halv milliard kroner, som Sønderborg Fjernvarme og Gråsten Varme optog i 2010 og 2011.

Tilfreds borgmester

”Jeg er naturligvis tilfreds med, at landsretten har givet Sønderborg Kommune ret i, at man var i sin gode ret til at opkræve garantiprovision i forbindelse med lånegarantierne fra 2010 og 2011, og at det i det hele taget er efter bogen, når kommunen kræver garantiprovision, når der gives lånegarantier,” siger borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen i en pressemeddelelse.

Før 2012 blev der ikke opkrævet provision af de lånegarantier, som kommunen gav til Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a og Gråsten Varme A/S.

Dette blev ændret, da det viste sig, at fremgangen ikke var i overensstemmelse med EU-retten. Kommune ændrede herefter sin praksis, således at der fremadrettet blev opkrævet garantiprovision hos fjernvarmeselskaberne, samtidig med at kommunen opkrævede garantiprovision af de allerede givne lånegarantier fra 2010 og 2011. Lån der i alt beløb sig til ca. 554 millioner kroner.

Lagde sag an

De to fjernvarmeselskaber anlagde retssag mod Sønderborg Kommune for at få afklaret spørgsmålet om garantiprovision. Byretten i Sønderborg traf i sommeren 2014 beslutning om, at Sønderborg Kommune ikke måtte kræve garantiprovision med tilbagevirkende kraft. Den beslutning valgte kommunen efterfølgende at anke til landsretten, hvor man altså nu har omgjort byrettens afgørelse.

”Jeg forstår godt, at fjernvarmeværkerne følte et behov for at få hele dette her forløb afprøvet i retssystemet. Sønderborg Kommune har haft det sammen ønske om, at få en juridisk afklaring på sagen. Det er der nu kommet, vi har fået en afgørelse, og nu ser jeg frem til at fortsætte det gode samarbejde med fjernvarmeværkerne”, fortæller Erik Lauritzen.

Ingen efterbetaling

Fjernvarmeselskaberne valgte allerede i 2014, i forbindelse med afgørelsen fra byretten, at indbetale den af kommunen krævede garantiprovision for de lån, som blev optaget i 2010 og 2011. Der bliver således ikke tale om, at fjernvarmeselskaberne står til en efterbetaling i forbindelse med afgørelsen i Vestre Landsret.

Publiceret: 26. Januar 2016 14:45
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Sønderborg

Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere