Hvorfor skal den blå stol stå hjemme hos dig?Det er her jeg bruger det meste af min tid. Det er jo ikke kun mit hjem, men også min arbejdsplads. Jeg er ansat i et firma i Aalborg, og jeg tager som regel derop en gang om ugen. Resten af arbejdet laver jeg herhjemme. Arbejdstiderne svinger, men jeg har nogle lange arbejdsdage herhjemme.
Hvad arbejder du med?Jeg er civilingeniør inden for byggeri og anlæg, hvor jeg specialiserer mig i geoteknologi. Jeg arbejder for Universal Foundation i Aalborg, der laver fundamenter til havvindmøller. De har udviklet et alternativ til monopæle til fundering. Det er hule pæle af metal i stedet for massive pæle af beton. De er billigere, og så kan de let fjernes og genbruges, når vindmøllerne er væk. Det er et helt nyt produkt, der er på vej ind på markedet, og det er spændende at være med til.
Mit arbejde består meget i at lave forskellige beregninger. Nogle beregninger kan godt tage flere dage at lave på en computer, så derfor har jeg fire kraftigfulde computere stående, selvom det fylder lidt meget i min stue.
Hvorfor begyndte du at spille håndbold?Min mor og far har begge spillet håndbold på et højt niveau og begge været på ungdomslandshold. Senere blev de trænere, så det var helt naturligt for mig. Jeg spillede også fodbold i en periode, men det var simpelthen for koldt at spille udendørs, så det stoppede jeg hurtigt med. Men jeg tror nu heller ikke mine karrieremuligheder var ret store inden for fodbold.
Hvorfor kom du til Sønderborg?Jeg kendte Morten Henriksen (SønderjyskE?s træner, red) fra Dronninglund Cup, hvor jeg var med flere gange. På et tidspunkt bliver Matias Pape Granvig og jeg inviteret på besøg hos SønderjyskE i Sønderborg. Matias skiftede herned, men jeg valgte at blive et år mere i Aalborg, blandt andet på grund af min uddannelse.
Jeg har altid fået at vide hjemmefra, at jeg skulle gøre min bachelor færdig, så jeg havde noget at falde tilbage på, hvis det ikke gik med håndbold. Efter Aalborg var jeg to år i Stoholm, men det var slet ingen succes. Jeg var stadig i gang med mit studie i Aalborg, og det var rigtig svært at kombinere med håndbolden i Stoholm.
Efter to år i Stoholm fik jeg min bachelor på civilingeniørstudiet, og jeg var parat til nye udfordringer. Min agent spurgte bl.a. SønderjyskE, der dog sagde nej, fordi de var godt besat på min plads. Så jeg havde egentlig indstillet mig på at satse på at læse videre i stedet for at spille håndbold. Men så rejste Ricki Lyngsøe for at studere, og så kom jeg til klubben.
Mit første halve år var hårdt. Jeg havde svært ved at få spilletid, træningsniveauet var meget højere end jeg var vant til, og det gav nogle skader. Men efter julepausen gik det fremad, og i denne sæson er det gået rigtig godt, selvom vi dog har haft en lille nedtur sidst på efteråret.
Hvad får du så fritiden til at gå med?Da jeg kom herned kendte jeg kun Matias Pape, og jeg havde svært at få et job i området. Så jeg var faktisk ved at kede mig ihjel i starten. Men vi har det socialt skidegodt sammen på holdet. Så jeg begyndte at brygge øl med Mads Thomsen, og jeg er også med i en yatzyklub og kortklub med nogle af de andre spillere.
Du spiller også guitar. Underholder du så i spillerbussen?Det begyndte, da jeg var til Roskilde Festival. Jeg fandt ud at, at jeg også ville bidrage til underholdningen i lejren, så derfor begyndte jeg at spille guitar. Men jeg må ikke spille i bussen, for jeg synger ikke ret godt, og det er der heller ingen af de andre, der gør – Martin Hansen synes selv han synger godt, men det gør han ikke? Jeg øvede sammen med Matias Pape, da han var i klubben, og jeg savner da lidt at have en at spille med i dag.
Du kunne jo lave et SønderjyskE-band?Haha, ja. Mads Thomsen kan vist spille trommer, men så mangler vi jo stadig et par. Jeg prøvede, at få Hans Martin Asmussen til at spille guitar, men det havde han ikke tålmodighed til. Han stoppede efter en uge. Så der kommer vist ikke noget band. Men så kan vi jo altid spille Guitar Hero.
Nu begynder sidste del af sæsonen. Hvordan kommer det til at gå?Vi skal nok overleve i ligaen. Jeg føler, at vi er bedre end flere af de hold, som vi kæmper mod. Men at Fredericia rykkede ned viste jo, at intet er sikkert, så arbejdet skal gøres færdigt. Vi ærgrer os stadig over, at vi satte point til mod Skive og Skanderborg, men jeg er fortrøstningsfuld.
Jeg glæder mig også til den nye hal og håber, at vi måske kan få et par kampe i den allerede i denne sæson. Der er en fantastisk stemning i Humlehøj-Hallen – bedre end Gigantium i Aalborg. Så jeg håber, vi kan fylde den nye hal. Men jeg hører tit om folk, der ikke kan få billetter, så mon ikke der kan sælges 800 billetter ekstra.
Publiceret: 08. Februar 2012 10:00